Hvad er egentlig snekrabber?

Offentliggjort den 28. november 2025 kl. 18.38

Hvad er snegrabber?

Snegrabben (videnskabeligt navn: Chionoecetes opilio) er en krebsdyrart, der lever i koldt vand. Den tilhører gruppen Majidae eller Oregoniidae. Udbredelse: Den findes både i det nordvestlige Atlanterhav og i det nordlige Stillehav – ud for Canadas østkyst (Newfoundland), Grønland, Alaska og siden nogle år også i Barentshavet.

Leveområde: For det meste på kontinentalskråningen og de øvre skråninger i dybder på ca. 20 til 1.200 meter. Den findes oftest mellem 70 og 280 meter.

Biologi: Den har et bredt, fladt skjold (carapax) og ti ben, hvoraf to er med kløer. Den lever på havbunden (bentisk). I forbindelse med fiskeri er den en kommercielt vigtig krabbe, der fanges med kurve eller delvis også med trawl.

Hvor hurtigt vokser snegrabber?

Deres vækst sker gennem hamskifte og afhænger i høj grad af miljøforholdene – temperatur, føde og region. Der er forskellige oplysninger om, hvornår de er klar til markedet, men følgende oversigt passer:

Hannerne når deres kommercielle størrelse tidligst efter ca. 8 til 9 år fra bosættelsen.
Ifølge en undersøgelse tager det ca. 6 år for hunnerne at nå deres maksimale størrelse.
Yngre dyr skifter ham årligt, mens større dyr kan have pauser på op til to år imellem.

Modenhedsstørrelser: Kønmodne krabber har en karapaksbredde på ca. 40-150 mm, afhængigt af region og køn.

Konklusion: Fra fødslen til markedsmodenhed er der groft sagt 6-10 års væksttid, stærkt afhængigt af miljøforholdene.

Hvordan forarbejdes snegrabber?

Fangst og landing: Krabbene fanges som regel levende i fangstkurve og forarbejdes umiddelbart efter fangsten. Ofte koges krabbene på skibet, afkøles og dybfryses eller fryses ned som klynger.

Opskæring: Under forarbejdningen deles kroppene i »klynger« (en skulder plus fire ben).

Affald og biprodukter: Ved udtagningen er der rester af skaller, indvolde osv. Disse restprodukter kan genbruges til produkter som chitin, proteiner eller pigmenter.

Markedsføring: Klyngerne eksporteres normalt som frosne produkter og importeres til de lokale markeder via mellemhandlere. Friske eller endda levende dyr tilbydes meget sjældent uden for de regioner, hvor de forekommer naturligt.